Copenhell 2016: Hell awaits!

Collage Copenhell

Metal-reporter Anders Kidmose har kigget dybt i programmet til dette års Copenhell. Herunder følger, hvad den ivrige og evigt nysgerrige tilhænger af genren er kommet op med af anbefalinger. God læselyst og god fornøjelse på Refshaleøen i den kommende weekend.

På trods af mine evige kvababbelser om Copenhells programmæssige mangler, kan jeg kan jo faktisk godt følge deres mål om at favne bredt: At samle hele metalmiljøet på Refshaleøen til et årligt livtag. Men måske er festivalens rundt regnet 40 koncerter bare for lidt at sprede metallens utallige subgenrer ud over. For selvom årets program ind imellem disker op med seriøs tandsmør, så er hovedparten af rundtenommen simpelthen smurt for tyndt – til min smag i hvert fald. Der er faktisk ikke mere end et par koncerter om dagen, jeg ville gide at give penge for at se. Og det er altså for lidt. Især hvis resten af tiden skal tilbringes i selskab med blå cola til 50 kroner dåsen. Det er så tilsyneladende en holdning jeg står lidt alene med, for Copenhell er nemlig for første gang i sin syvårige historie udsolgt. Og jo, naturligvis har jeg da også selv købt en billet. Koketteriet længe leve!

TORSDAG 23. JUNI

CONVERGE
20:30 · PANDÆMONIUM

Knap har fløjten lydt før et af årets heftigste indslag løber på banen. De amerikanske hardcore-legender Converge, der 25 år inde i karrieren stadig kan måle sig med de bedste. De er varierede og originale som få, uden at det dog på nogen måde kompromitterer den massive og kaotiske galskab, der er bandets rygrad. Bannon & Co. er en meget kærkommen gæst på en festival, der generelt misrøgter fans af hardcoren og dens mange metal-påvirkede vildskud. Jovist, der er da en pæn sjat af de der nyere uoriginale bands, der desværre bare alle har snablen godt nede i nøjagtig samme core-smagsforstærker. Men den ægte vare, Converge, vender uden tvivl vrangen ud på hele flokken.

WITH THE DEAD
00:15 · PANDÆMONIUM

Der er såmænd hverken raketfysik eller dybe tallerkner i spil, når engelske With the Dead torsdag nat spiller op til sanktvejtsdans. De gør bare det, de er bedst til: muskuløs doom svøbt i dybe lag af fuzz og dårlige trips. Bevares, stilen findes da mere olm derude, men bandets ondskabsfulde og massive touch matcher nu de andre mere pæne old-school-indslag på plakaten ganske fint. På sidste års selvbetitlede debut bestod bandet af Lee Dorian fra legendariske Cathedral, samt Mark Greening og Tim Bagshaw – begge Electric Wizard. Se det ville jeg ikke tøve med at kalde en supergruppe. Siden er Mark Greening dog blevet erstattet af Alex Thomas (Bolt Thrower), og live er bassisten Leo Smee (Cathedral) blevet tilføjet. Men lur mig, om det nu gør den store forskel, når bandets lavfrekvente dødsmesse først skyller hen over os.

Hvis det ikke regner: Tidligere på aftenen indtager to hårdrock koryfæer festivalens største scene. Scorpions dyrkede jeg i sin tid mest via det fine live-album ’Tokyo Tapes’, men de blev ikke rigtig hængende. Alice Cooper kom jeg aldrig for alvor i gang med, men det er da muligt, at i hvert fald sidstnævnte kan lave om på det torsdag aften foran Helviti.

FREDAG 24. JUNI

ENTOMBED A.D.
18:30 · PANDÆMONIUM

Den gale halv-makedoner L.G. Petrov forvalter i Entombed A. D. ene mand arven efter legendariske Entombed. Under A.D.-banneret er der kommet to albums. Ingen af dem har nu hidset mig vildt op, men Entombeds bagkatalog er jo af en sådan kaliber, at det vel for pokker ikke kan gå helt galt. Desuden forlyder det ude fra fronten, at Lars Göran ikke helt har glemt fordums storhed. Så jo, det kunne gå hen og blive en fest. Under alle omstændigheder er bandets rå og grove death-metal langt mere interessant end for eksempel landsmændene Amon Amarths generiske vikingeskibs-pladder.

KING DIAMOND
23:00 · HELVITI

I eget navn har King Diamond aldrig rigtig formået at fremmane det samme sitrende mørke som på de magiske Mercyful Fate-udgivelser fra første halvdel af 80’erne. De tre skiver er uden tvivl Danmarks væsentligste tilføjelse til metallens verdensarvsliste. Men et par King Diamond-albums kommer nu deropad. Det bedste af slagsen er efter min mening koncept-albummet ’Abigail’ fra ’87. En gotisk gyser pakket ind i klassisk europæisk heavy metal af den ypperligste slags. Og netop dét album får vi fredag aften serveret i fuld længde – sådan jubilæumsagtigt. Selvom teater-elementet nok indimellem vil få smilet til at stivne en anelse, bliver dette uden tvivl et af årets absolutte højdepunkter.

Hvis det ikke regner: Jeg går normalt i en stor bue uden om højreorienterede genfødte kristne. Men Dave Mustaine og Megadeth er jo som bekendt en driftsikker leverandør i thrashens kanon, så jeg kunne nok lokkes til at gøre en undtagelse. Ikoniske men ærlig talt også lidt pjattede Immortal har aldrig ligget på min black metal top 10, og Abbath kommer nok heller ikke til det. Men afgjort en solid repræsentant for Norges »kalde gufs«. Og så lige en dansker: Redwood Hill er god for en tung, tung omgang misantropisk post-black, så det ser jeg ikke nogen grund til ikke at opsøge. Oven i købet skulle de have sprit-nyt materiale med til os. Luksus!

LØRDAG 25. JUNI

TRIBULATION
13:15 · HADES

Over tre albums har svenske Tribulation udviklet sig fra en temmelig traditionel svensker-død, sådan hen ad Stokholm-skolen, til et æterisk sammenkog af psykedelia, goth, prog og black metal. Sidste års album, ’The Children of the Night’, hørte til et årets højdepunkter. Det hele klinger på én gang både vederkvægende bekendt, men også friskt som bare fanden. Og så har sanger Johannes Andersson faktisk lidt mere af det vokale bid, jeg ofte savner ved de ligeledes retro-glade landsmænd Ghost. Nattens mulm havde nu nok klædt Tribulation, og deres androgyne vampyr-look bedre end en lørdag eftermiddag, men pyt, de skal nok levere.

BLACK SABBATH
23:00 · HELVITI

Det store dyr i åbenbaringen, Black Sabbath, slutter årets Copenhell af med manér. Birminghams stolte sønner er uden tvivl et af genrens vigtigste bands, men på pladefronten har de nu ikke rigtig formået at få mig op af møblementet siden den grumsede, monotone og fantastiske ’Born Again’ fra ’83. Det tre år gamle reunion-album ’13’ rykkede ikke rundt på min liste af favoritter, og heldigvis kommer aftenens sæt næsten udelukkende til at bestå af numre fra de fire første albums. Ahhh, der skal svælges i ursuppen. Men når det så er sagt, så er og bliver det en falliterklæring, at man ikke engang på denne afskeds-tour har kunnet lægge forretningen Black Sabbath på køl længe nok til at kunne inddrage Bill Ward. Tænk at kunne have set et så vigtigt band i sin originale opstilling her næsten 50 år efter grundlæggelsen – det må sgu høre til sjældenhederne. Hvor ville jeg have elsket at overvære Ward bakke de tre andre brummies op med sit tungt buldrende og jazzede swing – bare denne sidste gang. Nå, det er ude af vores hænder, så der er sådan set kun tilbage at krydse fingre for, at Ozzy har en god dag på lørdag.

Hvis det ikke regner: Der er ikke meget helvede over de anglofile retro-rockere Rival Sons, men i selskab med gutterne og koldt øl er det sikkert ikke helt ringe tidsfordriv. Til gengæld fører svenske Dark Funeral sig frem som Lucifers slemme håndlangere. Desværre hober bøhmands-satanismen og klicheerne sig i længden op foran helhedsindtrykket. MEN det er svensk på alle de måder, vi misundeligt forbinder med broderfolkets overlegne metal-tæft.

Spids Nøgenhat, Gnags og Neil

Spids Gnags
I sådan nogenlunde prioriteret rækkefølge.

Torsdag d. 12. november 1987 vågnede jeg med sådan en fuldstændig elektrisk fornemmelse i kroppen. Faktisk havde den siddet der i ugevis. Denne helbredsmæssige undtagelsestilstand var direkte forårsaget af den oplevelse, som jeg bare vidste ville komme til at blæse mig omkuld samme aften. Og jeg fik ret. Gnags live i Slagelse Hallen var min første rigtige rockkoncert og blev en skelsættende begivenhed for mig. Forud var gået koncerter med diverse lokale øvelokalebands samt Laban til industrimessen i Skælskør, men ingen af dem talte. Gnags var the real deal.

Seks år senere erfarede jeg, at Neil Young på samme dato havde rundet de 42 år. Om det var dette faktum, der sev ind gennem murstene i den vestsjællandske sportshal, tvivler jeg på. Men ikke desto mindre har Neil ved flere lejligheder senere både knust mit hjerte og smeltet min hjerne.

Siden er der løbet meget vand i stranden, og ikke mindst har jeg været til et utal af koncerter, en omstændighed, der ofte kan føre til kynisme og lidt for “trænede ører”. Men en nat i august for fem år siden lagde Spids Nøgenhat mig i seng med den samme urolige, bevægende, lykkelige fornemmelse i kroppen, som var det den allerførste gang med Gnags, eller de gange, hvor Neil fik jordkloden til at stoppe med at rotere.

I morgen holder Forlaget Bad Afro reception for bogen ‘Mere Lys – historien om Spids Nøgenhat’, som jeg har haft den udsøgte fornøjelse at skrive sammen med en af mine allerbedste venner, Lars Krogh fra pladeselskabet Bad Afro Records. Det er i Route 66 på Fælledvej klokken 17:00.

Det er ikke noget med en ring, der sluttes eller noget, det er bare sådan, det hele har udartet sig.

Recitation: “… lang, mørk endeløs fure af lyd”

Metalreporter Anders Kidmose er tilbage! Han har denne gang ladet sig trække gennem sølet af danske Recitations nyeste opus, ‘Carrion’.

Created with GIMPRecitation
’Carrion’
(Indisciplinarian)

På albummet ’Carrion’ trækker københavnske Recitation vod i selve metallens fostervand – doomen. Dagens fangst: en nilhest af en skæring på intet mindre end 27 minutter og 12 sekunder.

Sådan et næsten installationsagtigt skrummel ender let som en distanceret og højpandet udgave af forlægget, men Recitation virker nu alt andet end konstruerede og fortænkte i deres livtag med genrens gener. Ur-formen tilsættes mundret udskåret døds-bulder af Autopsy-skolen og dens nyere disciple, som fx japanske Coffins. Men trioen hyller sig også i funeral-doomens depressive svøb. Ikke den der storladne version med udsigt, men nærmere en fugtskadet og kortsluttet kælderudgave a la tyske Worship, og sidst men ikke mindst bidrager det psykedeliske anstrøg med et snert af amerikanske YOB.

Nu vi er ved psykedeliaen, så kunne Recitation for min skyld sagtens have givet den endnu mere gas på det punkt, om ikke andet så for at give lidt kontrast til massiviteten. Men ellers kan man nu roligt sige, at bandet har skærpet deres udtryk mærkbart siden sidste års tre-nummers udgivelse (kun kassettebånd/digital), men på det tidspunkt var Recitation så også et en-mands-projekt kun bestående af J. S. Jarlstrøm.

’Carrion’ pløjer efter alle kunstens regler en lang, mørk og tilsyneladende endeløs fure af lyd. Den skumle og rallende vokal viser vej ind mellem de hypnotiserende blygrå riff-strukturer, men når hele konstruktionen nu og da kollapser, efterlades vi alene, nedsænket i en tæt drone-agtig dis af tilbagekoblingens ukontrollerede kontrol. Der er føde til både krop og sind i ’Carrion’s vidunderligt slæbende monotoni.

Doomen er over årene blevet lige så facetteret som resten af metallens genrer, og den lille men fine danske scene rummer da også både de klassiske og de eksperimenterende bud; nævner i flæng Moonless, Saturnus og Nortt. Recitation har med ’Carrion’ fundet sig et godt sted at stå i det billede, men her hvor genren så småt nærmer sig et guldbryllup, og det fædrene ophav er på vej ud på en verdenssomspændende afskeds-tour, må man uvægerligt spørge sig selv, om et over 27 minutter langt doom-nummer stadig har relevans?

Dertil kan jeg kun sige, at når det leveres i så kompromisløs kaliber som på ’Carrion’, så ser jeg absolut ingen grund til ikke bare at give los og lade sin indre køter tage sig en rulletur i ådslet.

Recitation giver releasekoncert på Stengade på fredag d. 10. oktober.

Lyt til bidder af ’Carrion’ herunder.

Borderline vender tilbage!

Og forhåbentlig allerede til september. Jeg arbejder fortsat på bogen om Spids Nøgenhat, derfor den lange pause i skriverierne her på siden. Bogen har fået titlen ‘Mere Lys’, og ifølge produktionsplanen burde den være i trykken, og derfor ude af vores hænder, om 6-7 uger. Jeg håber dog som sagt at have Borderline tilbage på sporet inden da.

‘Mere Lys’ er ude i midten af november. Følg i mellemtiden med på bogens Facebookside.

Herunder et passende soundtrack til disse sensommerdage. Nyd det. Og på gensyn i næste måned.

Ondt i ørerne! – Copenhell 2015

Borderlines trofaste metal-korrespondent, Anders Kidmose, har kigget den kommende weekends Copenhell efter i sømmene og er, foruden et par borgerlige ord, kommet op med følgende 10 anbefalinger.

 Collage Copenhell

Af gæsteskribent Anders Kidmose

 

Selvom denne listes tilbageskuende karakter og skribentens fremskredne alder kunne antyde det, så tilhører jeg ikke den fraktion, der synes at metal var bedre i gamle dage. Jeg synes faktisk det er nøjagtig lige så fedt i dag som det altid har været.


Men kigger man på årets internationale line-up på Copenhell, synes jeg sgu det er svært at få øje på de bands der peger fremad. De nye bands der skulle repræsentere denne sære, konstant sydende og spruttende alliance mellem tradition og ikonoklasme. Det der har udgjort livsnerven i genrens udvikling siden slutningen af 60’erne. 


Nu er nyt jo så bestemt ikke altid det samme som godt og man får altså ikke en længere lytte-snor fra min hånd, bare fordi man benytter sig af to stortrommer og forvrænger sin guitar. Jeg vil helt ærligt hellere se Povl Dissing end bands som Asking Alexandria, A Day to Remember og Butcher Babies. 


Faktisk synes jeg, at Roskilde Festivals valg af fx. Deafheaven og Tombs viser en bedre fornemmelse for, hvor der afsøges nye grænser i metallen. Og netop det grænsesøgende har alle dage været den motor, der har drevet min lyst til mere i denne efterhånden labyrintiske genre.


Det kan så være jeg har misforstået Copenhell – måske vipper konceptet derude på Refshaleøen i virkeligheden mest mod traditionen – det vi kender? Og her rammer årets program unægtelig plet. Men kombineret med det tilbagevendende lidt trætte »satan-supermarked« af øl på 6,66%, sprut med ulveblod og Almonds from Hell [sic!] står man lidt tilbage med fornemmelsen af en festival der noget uelegant lukrerer på en sub-kulturs sprog og loyalitet.


Nå, men gensynets glæde skal man nu ikke kimse ad, og den bliver der en så også en del af, skulle jeg hilse at sige. Men når først du er på plads og Bloodbath har lagt dig på hjul og stejle, så er der jo ikke rigtig noget sted, du hellere vil være sådan en lun aften i juni.


Så lad os kaste os ud i det; en to og en halv molberg sammenbøjet, i den dybeste og mørkeste ende af af bassinet.

 

Death-metallen var jo egentlig allerede i fuld vigør, da CANNIBAL CORPSE {torsdag 19:00 · Hades} udgav sit første album i 1990. Men de må, på trods af at de gennem årene ikke har fornyet sig synderligt, betragtes som en uomgængelig og vedholdende spiller i genren. Jeg er ærlig talt ikke er en stor fan af deres »kvinden ned i kødhakkeren«-tekster, men smede en catchy death-metal sang, det kan de sgu. Her en skæring fra det mere end solide Erik Rutan producerede album »Kill« (2006). Blast-beatet er parkeret et øjeblik til fordel for et dejlig tungt groove.

 

Selvom gennemsnits-alderen på denne listes øvrige musikere hastigt nærmer sig 50, er festivalens alders-præsidenter uden tvivl de amerikanske legender SAINT VITUS {torsdag 23:00 · Pandæmonium}. Mere eller mindre sideløbende med thrash-scenens stræben efter et konstant vækstende BPM, genstartede Saint Vitus den klassiske doom, der 10 år tidligere så dagens lys i Birminghams arbejerkvarterer. Den aktuelle tour fokuserer på perioden 1979-85, eftersom den originale sanger Scott Reagers er tilbage i folden. Det 3. album »Born to late« – det første med legenden Scott »Wino« Weinrich på vokal – må betragtes som bandets hovedværk men der er ingen tvivl om, at vi nok skal få al den doom der kan ligge på vores sølle små rygstykker.

EXODUS {torsdag 00:15 · Hades} var velsagtens det første band der fik thrashens vugge i San Franciscos Bay Area til at rokke. Dannet i 1980 og som sådan aldrig opløst, selvom karrieren har været præget af lange pauser og ujævne albums. Exodus er imidlertid en fremragende repræsentant for et ærke-amerikansk greb på genren; et højt teknisk niveau, et tungt swing og et brutalt crunch. To af stifterne, guitarist Gary Holt og trommeslager Tom Hunting, pisker nu om dage bandet fremad, men også sanger Steve »Zetro« Souza, der kom på banen i 1987, er tilbage, så mon ikke en klassiker som denne får lov at forsøde sommernattens stillestående luft.

Fra hjertet af det tyske Ruhr-distrikt kommer KREATOR {fredag 21:30 · Helviti}, en af den europæiske thrash-scenes sande pionerer. Mille Petrozza og Jürgen »Ventor« Reil er i dag ene om at repræsentere det oprindelige line-up, men den aggressive tyske thrash trives i bedste velgående i deres kyndige hænder. Det er snart en halv menneskealder siden jeg sidst frekventerede Kreator live – bl.a. i ’87 sammen med fabelagtige canadiske Voivod. Sidstnævnte har nu en større plads i mit hjerte, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Kreator vælter Refshaleøen fredag aften. Ja, for hvordan skulle man kunne forvente, at ens krop kan rumme både en urimelig mængde fadøl og denne skønne schlager fra 2008.

Franske GOJIRA {lørdag 19:00 · Helviti} har huseret på metalscenen i snart 20 år og det med støt stigende og velfortjent popularitet. Deres death-metal er raffineret og kompleks uden hverken at miste tyngde, aggressivitet eller fornemmelsen for proteinrigt foder til horden foran scenen. På plade fremstår de efter min mening en lille smule fimsede, men live er det en anderledes bidsk sag. Koncerten på Copenhell i 2012 var en af det års absolutte højdepunkter. Gojira har netop meddelt at deres 6. album er skubbet til 2016 så her lidt fims fra albummet »L’Enfant Sauvage« (2012).

Under den norske satan-mafioso Euronymous’ sorte sky befandt sig som bekendt kun en ganske lille kreds af med-sammensvorne. Svenske MARDUK {lørdag 22:30 · Pandæmonium} var et af de få bands han fandt værdige til udgivelse på sit label Deathlike Silence Productions, men det projekt fik Varg Vikernes jo for alvor sat en stopper for. Iklædet lig-sminke og læder har Marduk siden prædiket en temmelig forudsligelig djævelskab og vampyrisme, men ind imellem viser en krigs-fetichisme sit grimme ansigt. Titlen på det seneste album – »Frontschwein« – siger vist det hele. Musikalsk set flytter Marduk for det meste mere luft, end de flytter hegnspæle – men er man til kompromisløs og små-konservativ kvalitets-black er Marduk et stensikkert valg. Sangeren Mortuus, der trådte til i 2004, er i øvrigt i pestbefængt særklasse. Tjek også hans band Funeral Mist ud.

All-star projektet BLOODBATH {lørdag 23:00 · Hades} brummer løs i en mørk og skummel tidslomme. Den smældfede og tungt rullende Sunlight-lyd der kendetegnede den tidlige svenske death-metal bølge, dyrkes her kompromisløst og som vi er fuldstændig vant til når vi snakker metal fra broderfolkets hånd er bundniveauet meget højt. Selvom engelske Nick Holmes fra Paradise Lost måske ikke ligger inde med helt den samme gutturale muskel som sine foregængere Åkerfeldt og Tägtgren, er det nye album »Grand Morbid Funeral« uhyre effektivt i al sin tilbageskuende magt og vælde. Her den blasfemiske tordenkile »Let the stillborn come to me«.

Og så 3 danske:


Med albummet »Jærtegn« (2014) trådte SOLBRUD {fredag 23:00 · Pandæmonium} med ét ud af undergrundens skygge. En håndfuld overstrømmende anmeldelser fra Politikens kultur-elitære hånd eksponerede dansk black-metal som aldrig før. Og fred med det, for deres atmosfæriske og repeterende black-metal fortjener et større publikum.


Den aarhusianske kvartet HORNED ALMIGHTY. {lørdag 14:00 · Pandæmonium} leverer i ét grusomt hug et heftigt og charmerende mix af oldschool-death og rock’n’roll-pumpet black-metal. Bandets forrige album bærer den forrygende titel »Necro Spirituals« og det er egentlig en ganske fin beskrivelse af bandets udtryk.


HALSHUG {lørdag 16:00 · Pandæmonium} er det perfekte apparat til at få dit festival-lørdags-trætte-kadaver op i omdrejninger. Tidligere på året udgav de albummet »Blodets bånd« på det hæderkronede amerikanske selskab Southern Lord og helt i tråd med dette labels udvikling, spiller Halshug en hidsig D-beat/crust/hardcore. Et krapyl af et band!

Borderline ser på kunst: Tung, tungere – HEAVY

Af gæsteskribent Tom Grush de Knusen

Lerfeldt 8

Hans Henrik Lerfeldt

Jeg kan godt lide at se på kunst. Men jeg interesserer mig ikke for kunsthistorie. Jeg er heller ikke uddannet eller selvlærd. Faktisk er jeg ret ligeglad med kunstkritik – og Kunstquizzen. Det er bare fedt at se på. Og høre musik til. Derfor havde jeg bevæget mig op til Gl. Holtegaard med en lille spliff for at kigge indenfor til HEAVY om Hans Henrik Lerfeldt. Udstillingen er kurateret af Børge Igor Brandt – passioneret musikelsker, madskribent og levemand. Der er i øvrigt masser af baggrundsinformation osv. på nettet for dem der vil det.

HEAVY er åbenbart den første samlende udstilling af Hans Henrik Lerfeldts værker. De fleste værker er fra Kunstetagerne i Hobro, men også en del der er i privateje. Derudover er der en lille montre med ting fra Hans Henrik Lerfeldts hjem og en med skitser og skitsebøger. Alt i alt hurtigt overset, men man kan fordybe sig i enkeltheder i timevis.

Jeg husker ganske godt dengang Hans Henrik Lerfeldt var den kontroversielle pornokunstner som vakte opmærksomhed med sine billeder og borgerskabet blev forarget. Det var dengang Jens Jørgen Thorsen ikke længere var provokerende, men bare var blevet en klovn i leopardbukser som man mere grinede af.

Lerfeldt 6

Lerfeldt 5Der var noget andet, og mere, over Hans Henrik Lerfeldt. Hans værker havde den der fotografiske præcision så man næsten var i tvivl om det var levende modeller. Og samtidig var motiverne tilpas uvirkelige med de her insekter ind over. Det fetishprægede univers var sådan lige på grænsen til at han nok var lidt småpervers. Og han så da også lidt småpervers ud. Han drak vist også – og hørte jazz. Altså det der frække bebop-halløj. Og ham den slemme Chet Baker var hans store idol. Sådan blev han vist set på.

Det var dengang da pik og patter endnu ikke var en ‘naturlig’ del af det offentlige rum. Dengang man godt kunne få en halvfed på af at kigge på undertøjsreklamer i julekatalogerne. Den gang inden pornoficeringen og hvor smagsdommerne nok ikke lige havde regnet med, at man en dag kunne gå til poledance og blive kåret som twerkqueen. Nu er der så gået 25 år siden han skulle hejses ud af vinduet. Og vi ser patter og røve overalt i mediebilledet. Selv feministerne mener at røvrysteri er frigørelse, mens det måske kun er Henrik Marstal der skræpper op om det modsatte.

Lerfeldt 4Udstillingen er meget fint anrettet tematisk i hvert sit rum. Illustrationerne, insekterne, surrealismen, det slørede og så bare gennemgående det pornografiske. Illustrationerne er ganske interessante. Hans Henrik Lerfeldt har lavet forsider til rigtig mange bøger – og hans motiver er blevet brugt til endnu flere. Pladecovers er der også et par stykker af. Et af de mere saftige er coveret til “Kyed – The World Inside Her Pussy“. Og så er der flere velkendte plakater. Her kan man se udkast og originaler side om side med de færdige produkter.

Collage Lerfeldt 1

Det at se billederne live giver en helt anden tilfredsstillelse i forhold til reproduktioner. Man kan se penselstrøgene i olien, skraveringen med blyanten og klippene i collagerne. Specielt det måske mest ikoniske af hans billeder “Brazilian Delight“, springer helt anderledes i ud hovedet på en. Men også billederne i serien “Disorder and Distortion” afslører den egentlige teknik bag disse værker. Derudover er der både meget tidlige værker og den surrealistiske del som for mig var helt ukendt.

Skægt er det i øvrigt at se så mange af de pæne mennesker der hurtigt lader blikket glide forbi de mest slaskede billeder. Som om man ikke kun lige ser det og straks er mere optaget af billedet ved siden af. Men det er også den dag i dag meget stærke virkemidler. Det er hardcore porno, og det er stadig lige over stregen.

Der vises også filmen ”It’s a Blue World”, men der var fyldt op med gamle mennesker – altså de der rigtig gamle museums-mennesker. Den kan man selv se på Filmstriben. Og det bør man gøre!

Der er desværre ikke så meget jazz som forventet. Kun i det ene rum afspilles der en radioudsendelse med Hans Henrik Lerfeldts snøvlende og mumlende stemme. Høretelefoner og udvalgt musik er derfor anbefalet!

HEAVY kan opleves på Gl Holtegaard til og med d. 12. april 2015.

Pladeomtale: Quiet Spring ‘Going Up Your Country’

Quiet Spring billedeQuiet Spring
’Going Up Your Country’
(Hookah)

Morten Aron Larsen har i over et kvart århundrede leveret knivskarp, oprigtig weirdness til en dansk musikscene, som altid har syntes at have underskud på netop dén konto. Både som soloartist og i bands som On Trial og Spids Nøgenhat. Aron er, som de fleste måske nok ved, manden bag sidstnævntes hit ’Lolland Falster’, og han har tillige skrevet publikums-favoritten ’Ud På Landet’, som siden er blevet en signatursang for bandet.

Med Arons nye band Quiet Springs debut går turen på ny ud på landet, men denne gang synes grundessensen mere at være hjemmebrændt end hjemmedyrket, hvis I forstår. ’Going Up Your Country’ er skrevet af Aron, men lydbilledet er utvivlsomt signeret bandet Quiet Spring. Sangene er blevet indspillet helt basalt, live-takes med færrest mulige overdubs, og med Anders Onsberg (bl.a. Spids Nøgenhat) bag knapperne er albummet blevet Arons mest polerede, i ordets mest positive forstand, soloværk til dato.

Stemningsmæssigt svæver der gennem hele albummet en em, en slags langstrakt deja-vu, hvor flere af sangene undervejs føles som på ny at møde gamle venner, uden at man sådan lige helt kan huske navnene på de kendte ansigter. Staldvinduet til virkeligheden bliver dog sparket ind i sangen ’Wash Me Away’, hvor Neil Youngs ’Running Dry’ fra ’69 står helt klart i erindringen, ikke mindst takket være Christel Volby Winthers fortræffelige violinspil. Dén slags hyldester og smuk søvngængeri gør pladen uimodståelig, og man springer ind og ud af tiden. Udover Neil tæller de musikalske referencer hos Quiet Spring endvidere navne som Gene Clark, Gram Parsons og Bob Dylan. Jeg tror, at alle læsere er med nu.

Som det ofte er tilfældet, når man er oppe i mod stærke albums, er det helheden, der gør tricket, men alligevel står sange som åbneren ’Spirit of the Hill’, balladen ’A Dying Fire’ og den rockede ’The Devil Rides Again’ klarest. Djævelen har altid haft en plads i folkemusikken, bluesen, country’en og således også i Arons univers, som med dette udspil forbilledligt samler genre-trådene.

Pladens titel er en kærlig hilsen til Canned Heats udødelige ’Going Up The Country’ fra ’68, men selvom Quiet Spring med deres omskrivning af titlen indikerer, at country’en der her tages under kærlig behandling kun er til låns, ja, så tager bandet altså genren til sig og gør den til sin egen. ’Going Up Your Country’ er så bundsolid og autentisk i sit udtryk, at man undervejs helt glemmer, at pladen er stemplet 2015.

Aron er en kunstner, som hele tiden rykker sig, ganske langsomt, that is, og Quiet Spring fuldender gudskelov ikke billedet af kunstneren, men udvider blot Arons musikalske jagtmarker, og med ’Going Up Your Country’ har sangskriveren sat en ny milepæl for dansk-produceret country-rock.

Lyt til hele ’Going Up Your Country’ herunder.

I AFTEN: Frost Festival – Get Your Gun + Narcosatanicos

Narco

Den københavnske Frost Festival har i en årrække gjort det til sit varemærke at ryste koncert-posen og parre kunstarterne, udfordre publikum og sætte shows op på eksotiske steder som “the bottom of empty swimming pools, in abandoned aquariums, in the botanical gardens, and in a number of museums, churches and historical buildings”. Frost vil gerne rykke ved grænserne, og tak for det. Aftenens koncert med de to Aarhus-orkestre Get Your Gun og Narcosatanicos er ingen undtagelse, og begivenheden er henlagt til Koncertkirken på Blågårds Plads.

De for rock-bulderbasserne “nye” omgivelser har endvidere inspireret til fornyede kunstneriske nuancer, og Narcosatanicos er lørdag aften udvidet med trompetisten Jeppe Hjøllund. Bandet har endvidere annonceret, at deres set vil bestå af “more massive, ceremonious pieces”. Get Your Guns set gæstes af Morten Svenstrup fra Under Byen, og så er det endvidere blevet hintet, at Get Your Gun og Narcosatanicos vil gæste hinandens koncerter.

At Narcosatanicos er et af Borderlines ubestridte yndlingsorkestre gennem længere tid er ikke nyt for den trofaste læser, og gang på gang har jeg ladet mig begejstre af deres brutale wall of sound. Og jeg takkede ærbødigst for de røde kinder og ringende ører og placerede Narcosatanicos faretruende tæt på førstepladsen, da 2014 skulle gøres op.

Koncertkirken finder du på Blågårds Plads 6A, dørene åbner kl. 20, og koncerten starter kl. 21:00.

Piss Vortex ‘Piss Vortex’ (Indisciplinarian)

Piss Vortex
Af gæsteskribent Anders Kidmose

Det går over stok og sten på københavnske Piss Vortex’ debut. 14 grindcore numre smækkes lige i synet på lytteren på under 24 minutter. Flere af dem runder på klassisk genre-manér kun lige de 60 sekunder, men helt klassisk bliver det dog heldigvis aldrig.

Piss Vortex trækker temmelig overlegent på en vifte af musikalske genrer. Men især de dissonante og jazzede elementer gør bandet til noget særligt. Udover de oplagte referencer fra grind-scenen fornægter arven fra en death-metal gigant som Gorguts og eksperimenterende hardcore som fx The Dillinger Escape Plan sig ikke. En genre-terrorist som John Zorn kan tillige anes i Piss Vortex’ orkan af lyd og hvis man ligesom undertegnede var mere end almindelig glad for det nu hedengangne Malmö-band Crowpath og deres forkærlighed for dissonante elementer, går man ikke helt galt i byen her.

Fra det frontale blast-angreb på »Voice of the Worthless« til det søsyge start-riff i »Inoperable« der udvikler sig til et massivt huggende vers, arbejdes der legesygt, stil-sikkert og ualmindelig velspillet med genrens konventioner. På albummets sidste og længste skæring »Our Makers Invisible Hand« sættes tempoet helt ned og vi driver ud i det tunge og før-omtalte dissonante, jazzede og ekvilibristiske farvand, der til sidst fører os tilbage til riffet fra albummets start »Detrimentalist«. Derfra fades vi langsomt ned i den gule malstrøms dyb og kan således starte forfra. Og den skal jeg love for at man er med på!

Grindcore har siden sin fødsel, dengang i midt 80’erne, i stor udstrækning repræsenteret ekstrem-metallens eneste anker i virkeligheden – i en socialrealisme og en systemkritik – langt fra zombier, riddere, fanden og øksemord. Den iøvrigt helt overlegne vokal er som det sig hør og bør fuldkommen uafkodelig, så det havde nu været rart med et tekst-ark, så den del også kunne være kommet under luppen, men nuvel. Piss Vortex føjer sig uden besvær til det lille pladeselskab Indisciplinarians højkvalitets roster og hvis du trænger til en solid musikalsk kindhest så vil det her være et oplagt sted at henvende sig.

‘Den hårdkogte liste’ – Årets bedste plader, del 2

Borderlines “metalhoved and beyond” Anders Kidmose har kompileret nedenstående liste over de 10 bedste plader, han hørte i 2014, samt en håndfuld boblere.

Af gæsteskribent Anders Kidmose

Swans To Be KindSwans ‘To Be Kind’ (Young God Records)

At skabe et album som »To be kind« kun to år efter kolossen »The Seer« er intet mindre end kraftpræstation. Umiddelbart fremstår »To be kind« endog endnu mere respektindgydende og helstøbt end »The Seer«. Sangene gennemsyres af en tung repeterende bluesfornemmelse, der bevæger sig som flod og ebbe under en trance-fremkaldende måne. Det er et krævende og langt lyt, men alligevel konstrueret så genialt at man ikke går død halvvejs.

ThouThou ‘Heathen’ (Vendetta Recordings)

Musikalsk tilhører Thou nok doom/sludge scenen, men deres DIY-attitude og dybe tag i anarkismen gør dem til et noget unikt dyr i den skov. Thou formår tillige at splejse en vemodig understrøm ind i deres brutale og tunge univers. Selv albummets tungeste passager rummer en underdrejet smuk melodiøsitet. »Heathen« er metal af den ypperligste slags og føjer sig gnidningsløst til den  række af mere end 20 titler Thou har udgivet siden 2007.

IndianIndian ‘From All Purity’ (Relapse)

Chicago bandet Indians intense og had-underløbne sludge/doom har aldrig været bedre. Tonstunge doom-udfald med masser af hardcore-agressivitet – flere af numrene synes nærmest at hoppe og og ned på stedet i et voldsomt, stålsat og trodsigt raseri. Albummet er umådelig homogent men rummer spændende yderpunkter, fra den rene katarsis i støjcollagen »Clarify« til den knusende og blytunge »Disambiguation«.

Ben FrostBen Frost ‘Aurora’ (Mute)

Jeg er og bliver en novice udi den elektroniske musik, så her er nye lydspor at betræde; fra den smukke afdæmpede »No Sorrowing« til den næsten ekstrem-metal-agtige og støjende programmering på »Dephenyl
Oxalate«. Frosts maskinpark suppleres af Thorr Harris (Swans), Greg Fox (Guardian Alien) og multi-instrumentalisten Shuzad Ismaily. Med slagtøjet som et konstant omdrejningspunkt skabes der dybe frapperende sangstrukturer, men på trods af det knitrende mørke der omslutter dem, kommer »Aurora« dig lige så stille i møde.

PallbearerPallbearer ‘Foundations Of Burden’ (Profound Love)

Sidste skæring på »Foundations of Burden« lyder mest af alt som Jesu der spiller »Renegade« med Thin Lizzy, og det opsummerer meget godt hvad det er Pallbearer går og roder med. Vi er langt inde i klassisk doom og tungrock-land – men, og det er her Jesukommer på banen, Pallbearer kan noget med et næsten shoegaze-agtigt tag på deres store længselsfulde-flader. Billy Anderson har iklædt albummet en imponerende og majestætisk lyd – måske ind imellem lidt for flot – men det klæder nu arvesølvet fra 70’ernes vitale tungrockscene at stå helt blankt og nyslået.

Dead CongregationDead Congregation ‘Promulgation Of The Fall’ (Norma Evangelium Diaboli)

Fra den europæiske death metal-scenes dyb rejser græske Dead Congregation sig atter. »Promulgation of the Fall« er deres første udgivelse siden 2008. Man kan lidt firkantet sagt placere Dead Gongregation et sted mellem denne listes to andre bud på en god death-metal oplevelse – Behemoths »The Satanist« med sit perfekt skarpslebne og tindrende sorte udtryk og Teitanbloods kaotiske, mudrede amokløb på albummet »Death«. Kort sagt; skummelt og buldrende men meget stemningsfuld, varieret og ikke mindst yderst velspillet.

SunnScott Walker / Sunn O))) ‘Soused’ (4AD)

Min forventning var faktisk at Scott Walkers samarbejde med SunnO))) ville skubbe ham lidt ud af hans comfort-zone. Ja, jeg ved det er svært at smide ordet comfort på disken i sammenhæng med Walker, men albummet bærer tydeligt præg af, at alle numre er skrevet af manden selv. Nu er jeg jo så imidlertid meget begejstret for den udvikling både Walker og SunnO))) har gennemgået på deres seneste 2-3 udgivelser, så når det kommer til stykket er det jo et luksus problem. Selvom det hele er mindre grænseoverskridende, end vi er vant til fra de herrers radikale hånd, er det stadig tidskrævende og udfordrende musik og det kan man nu kun få for lidt af.

TeitanbloodTeitanblood ‘Death’ (Norma Evangelium Diaboli)

Spanske Teitanblood er en ram vederstyggelighed af et black-inficeret death metal-band. Her får man arkaisk oldschool-rabalder for alle sparepengene; læder, patronbælter og en visuel og musikalsk sort/hvid æstetik der leder tankerne hen på Darkthrone. »Death« er et voldsomt charmerende skrummel af et album uden skyggen af raffinementer. Der hærges igennem i et mørkt, kaotisk og skramlet lydbillede.

YOBYOB ‘Clearing The Path To Ascend’ (Relapse)

Der er noget helt unikt og nærmest afklaret over Mike Scheidts måde at afvikle YOBs knejsende og psykedeliske doom på. De lange numre bevæger sig gennem faser, der hæver og sænker sig i en puls af skønhed og massiv tyngde. Scheidt formår yderligere, uden at tabe så meget som et gram troværdighed, at veksle mellem sin rene stemme og styg growl. Enkelt delene er måske set før, men helheden er personlig i en grad så hovedparten af doom-scenen må være gule af misundelse.

BehemothBehemoth ‘The Satanist’ (Nuclear Blast)

Det er svært at komme uden om polske Behemoth når ekstrem-metal året skal gøres op. Med »The Satanist« har bandet vel nærmest lavet deres »Black Album«. På godt og ondt. For der er blevet rundet nogle kanter af på ekstremiteten, men det svarer måske mest af alt nok bare til, at volumeknappen er flyttet fra 11 til 10. Behemoth har med deres 10. album skabt en umådelig sammenhængende, pompøs, smuk, mørk og agressiv plade der oser af kvalitet fra A-Z.

BOBLERE

Triptykon ‘Melana Chesmata’

Eyehategod ‘Eyehategod’

Hexis ‘Abalam’

Horseback ‘Piedmont Apocrypha’

Ambarchi/O’Malley/Dunn ‘Shade Themes From Kairos’