Copenhell 2016: Hell awaits!

Collage Copenhell

Metal-reporter Anders Kidmose har kigget dybt i programmet til dette års Copenhell. Herunder følger, hvad den ivrige og evigt nysgerrige tilhænger af genren er kommet op med af anbefalinger. God læselyst og god fornøjelse på Refshaleøen i den kommende weekend.

På trods af mine evige kvababbelser om Copenhells programmæssige mangler, kan jeg kan jo faktisk godt følge deres mål om at favne bredt: At samle hele metalmiljøet på Refshaleøen til et årligt livtag. Men måske er festivalens rundt regnet 40 koncerter bare for lidt at sprede metallens utallige subgenrer ud over. For selvom årets program ind imellem disker op med seriøs tandsmør, så er hovedparten af rundtenommen simpelthen smurt for tyndt – til min smag i hvert fald. Der er faktisk ikke mere end et par koncerter om dagen, jeg ville gide at give penge for at se. Og det er altså for lidt. Især hvis resten af tiden skal tilbringes i selskab med blå cola til 50 kroner dåsen. Det er så tilsyneladende en holdning jeg står lidt alene med, for Copenhell er nemlig for første gang i sin syvårige historie udsolgt. Og jo, naturligvis har jeg da også selv købt en billet. Koketteriet længe leve!

TORSDAG 23. JUNI

CONVERGE
20:30 · PANDÆMONIUM

Knap har fløjten lydt før et af årets heftigste indslag løber på banen. De amerikanske hardcore-legender Converge, der 25 år inde i karrieren stadig kan måle sig med de bedste. De er varierede og originale som få, uden at det dog på nogen måde kompromitterer den massive og kaotiske galskab, der er bandets rygrad. Bannon & Co. er en meget kærkommen gæst på en festival, der generelt misrøgter fans af hardcoren og dens mange metal-påvirkede vildskud. Jovist, der er da en pæn sjat af de der nyere uoriginale bands, der desværre bare alle har snablen godt nede i nøjagtig samme core-smagsforstærker. Men den ægte vare, Converge, vender uden tvivl vrangen ud på hele flokken.

WITH THE DEAD
00:15 · PANDÆMONIUM

Der er såmænd hverken raketfysik eller dybe tallerkner i spil, når engelske With the Dead torsdag nat spiller op til sanktvejtsdans. De gør bare det, de er bedst til: muskuløs doom svøbt i dybe lag af fuzz og dårlige trips. Bevares, stilen findes da mere olm derude, men bandets ondskabsfulde og massive touch matcher nu de andre mere pæne old-school-indslag på plakaten ganske fint. På sidste års selvbetitlede debut bestod bandet af Lee Dorian fra legendariske Cathedral, samt Mark Greening og Tim Bagshaw – begge Electric Wizard. Se det ville jeg ikke tøve med at kalde en supergruppe. Siden er Mark Greening dog blevet erstattet af Alex Thomas (Bolt Thrower), og live er bassisten Leo Smee (Cathedral) blevet tilføjet. Men lur mig, om det nu gør den store forskel, når bandets lavfrekvente dødsmesse først skyller hen over os.

Hvis det ikke regner: Tidligere på aftenen indtager to hårdrock koryfæer festivalens største scene. Scorpions dyrkede jeg i sin tid mest via det fine live-album ’Tokyo Tapes’, men de blev ikke rigtig hængende. Alice Cooper kom jeg aldrig for alvor i gang med, men det er da muligt, at i hvert fald sidstnævnte kan lave om på det torsdag aften foran Helviti.

FREDAG 24. JUNI

ENTOMBED A.D.
18:30 · PANDÆMONIUM

Den gale halv-makedoner L.G. Petrov forvalter i Entombed A. D. ene mand arven efter legendariske Entombed. Under A.D.-banneret er der kommet to albums. Ingen af dem har nu hidset mig vildt op, men Entombeds bagkatalog er jo af en sådan kaliber, at det vel for pokker ikke kan gå helt galt. Desuden forlyder det ude fra fronten, at Lars Göran ikke helt har glemt fordums storhed. Så jo, det kunne gå hen og blive en fest. Under alle omstændigheder er bandets rå og grove death-metal langt mere interessant end for eksempel landsmændene Amon Amarths generiske vikingeskibs-pladder.

KING DIAMOND
23:00 · HELVITI

I eget navn har King Diamond aldrig rigtig formået at fremmane det samme sitrende mørke som på de magiske Mercyful Fate-udgivelser fra første halvdel af 80’erne. De tre skiver er uden tvivl Danmarks væsentligste tilføjelse til metallens verdensarvsliste. Men et par King Diamond-albums kommer nu deropad. Det bedste af slagsen er efter min mening koncept-albummet ’Abigail’ fra ’87. En gotisk gyser pakket ind i klassisk europæisk heavy metal af den ypperligste slags. Og netop dét album får vi fredag aften serveret i fuld længde – sådan jubilæumsagtigt. Selvom teater-elementet nok indimellem vil få smilet til at stivne en anelse, bliver dette uden tvivl et af årets absolutte højdepunkter.

Hvis det ikke regner: Jeg går normalt i en stor bue uden om højreorienterede genfødte kristne. Men Dave Mustaine og Megadeth er jo som bekendt en driftsikker leverandør i thrashens kanon, så jeg kunne nok lokkes til at gøre en undtagelse. Ikoniske men ærlig talt også lidt pjattede Immortal har aldrig ligget på min black metal top 10, og Abbath kommer nok heller ikke til det. Men afgjort en solid repræsentant for Norges »kalde gufs«. Og så lige en dansker: Redwood Hill er god for en tung, tung omgang misantropisk post-black, så det ser jeg ikke nogen grund til ikke at opsøge. Oven i købet skulle de have sprit-nyt materiale med til os. Luksus!

LØRDAG 25. JUNI

TRIBULATION
13:15 · HADES

Over tre albums har svenske Tribulation udviklet sig fra en temmelig traditionel svensker-død, sådan hen ad Stokholm-skolen, til et æterisk sammenkog af psykedelia, goth, prog og black metal. Sidste års album, ’The Children of the Night’, hørte til et årets højdepunkter. Det hele klinger på én gang både vederkvægende bekendt, men også friskt som bare fanden. Og så har sanger Johannes Andersson faktisk lidt mere af det vokale bid, jeg ofte savner ved de ligeledes retro-glade landsmænd Ghost. Nattens mulm havde nu nok klædt Tribulation, og deres androgyne vampyr-look bedre end en lørdag eftermiddag, men pyt, de skal nok levere.

BLACK SABBATH
23:00 · HELVITI

Det store dyr i åbenbaringen, Black Sabbath, slutter årets Copenhell af med manér. Birminghams stolte sønner er uden tvivl et af genrens vigtigste bands, men på pladefronten har de nu ikke rigtig formået at få mig op af møblementet siden den grumsede, monotone og fantastiske ’Born Again’ fra ’83. Det tre år gamle reunion-album ’13’ rykkede ikke rundt på min liste af favoritter, og heldigvis kommer aftenens sæt næsten udelukkende til at bestå af numre fra de fire første albums. Ahhh, der skal svælges i ursuppen. Men når det så er sagt, så er og bliver det en falliterklæring, at man ikke engang på denne afskeds-tour har kunnet lægge forretningen Black Sabbath på køl længe nok til at kunne inddrage Bill Ward. Tænk at kunne have set et så vigtigt band i sin originale opstilling her næsten 50 år efter grundlæggelsen – det må sgu høre til sjældenhederne. Hvor ville jeg have elsket at overvære Ward bakke de tre andre brummies op med sit tungt buldrende og jazzede swing – bare denne sidste gang. Nå, det er ude af vores hænder, så der er sådan set kun tilbage at krydse fingre for, at Ozzy har en god dag på lørdag.

Hvis det ikke regner: Der er ikke meget helvede over de anglofile retro-rockere Rival Sons, men i selskab med gutterne og koldt øl er det sikkert ikke helt ringe tidsfordriv. Til gengæld fører svenske Dark Funeral sig frem som Lucifers slemme håndlangere. Desværre hober bøhmands-satanismen og klicheerne sig i længden op foran helhedsindtrykket. MEN det er svensk på alle de måder, vi misundeligt forbinder med broderfolkets overlegne metal-tæft.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>