”Det er et privilegium at have de her hundrede tusind mennesker på en mark” – Interview med Anders Wahrén, programchef for Roskilde Festival

Borderline har mødt Roskilde Festivalens nyslåede programchef, den 31-årige festivalveteran Anders Wahrén, til en snak om, hvordan man sammensætter det bedst tænkelige program, og hvordan, det lige er, man tackler mediernes og publikums forventninger til et musikprogram, som både genremæssigt og logistisk skal gå op og samtidig spejle tidsånden, og ikke mindst være repræsentativt for brandet Roskilde Festival. Men også en snak om, hvor det hele startede for ham, og ikke mindst hvad hans største musikalske ønske er for festivalen.

Roskilde Wahrén 2

At blive forelsket i den festival vi skal skabe
Adressen er Havsteenvej, 4000 Roskilde, denne for mange ældre festivalgæster sagnomspundne adresse. Det var nemlig her, man kunne komme i kontakt med Roskilde Festival, eller i hvert fald her, man kunne skrive til dem, hvad enten man var publikummer, eller måske et håbefuldt demoband, som brændende ønskede at betræde scenerne på Danmarks ubestridt største musikmekka. Sådan var det i hvert fald indtil de elektroniske medier tog over. Roskilde Festival har stadig til huse på adressen, men faciliteterne må utvivlsomt være blevet udvidet med årene, selvom netværket af de sorte barakker på matriklen ikke virker så stort igen. De tætteste naboer er høje kontorbygninger og så de tekniske skoler i Roskilde, ikke meget rock’n’roll dér. Men vi er faktisk kun et stenkast fra Dyrskuepladsen i Roskilde, stedet, hvor samtlige festivaler siden 1972 har fundet sted.

Anders Wahrén er netop vendt hjem fra den amerikanske mastodont-festival South By Southwest, hvor han over få dage fik set intet mindre end 50 koncerter, en del af jobbeskrivelsen. Vi starter dog med en rejse tilbage til hans første festivaloplevelse. ”Jeg debuterede på Roskilde Festival som almindelig gæst i 1996. Jeg kom dog først fredag, da jeg bare var en lille dreng, som troede, at basketball var vigtigere. Så jeg missede Rage Against The Machine. Retrospektivt et dumt valgt. Men det gjorde et stort indtryk at se Sex Pistols blive flasket af scenen, og så husker jeg mest af alt at have oplevet festivalen. Det er dér, mange af os er startet, og så ender man ad forskellige omveje med måske at sidde og arbejde med det. Men man skal jo gerne starte med at blive forelsket i den festival, vi skal skabe. Det, tror jeg, er det bedste udgangspunkt, og det er også vigtigt for mig at kunne vende tilbage til de år, hvor man var gæst, og så er det vigtigt for mig at kunne spejle det daglige arbejde i det.”

Anders blev bidt af musikken og brugte de næste år meget af sin fritid på Roskilde-spillestedet Gimle, hvor han var garderobe-passer, stage-hand, bartender osv. ”Alt hvad der involverer koncertdriften,” som han siger i dag. I 2001 blev han for første gang tilknyttet Roskilde Festival. ”Min første tjans på Roskilde var på camping scenen i 2001 som stage-hand. Dengang var det en tjans, som også involverede en masse andet, da selve scenen dengang var en vogn man kørte rundt. Så man startede hver dag med at grave multikabler ned og sætte højtalere op og alt andet. Stage-hand var der ikke så meget af, da der var fast backline, og alle de optrædende selv slæbte deres gear. Og efter de fire dage på camping rykkede jeg ind på gul scene, hvor jeg fik mere indsigt i at lave den slags koncerter. Derefter gik det slag i slag, jeg var på musikkontoret året efter i en funktion, hvor jeg var piccolo og lavede alt muligt. Men var også med i det mere afviklingsmæssige og fik indblik i, hvordan det er at være med i hjertet af sådan en stor organisation, når det hele løber af stablen. Og så efter at have været gæst i fem år havde jeg også prøvet det med at ligge i telt og drikke mig fuld og vågne i en mudderpøl og se en masse koncerter. På den anden måde fik jeg også set en masse koncerter, men fra en anden vinkel.”

Hans frivillige engagement på Roskilde og på Gimle førte til, at han i en periode blev ansat som booker og afvikler på Gimle. Anders blev optaget på uddannelsen Music Management, en uddannelse som udbydes på Rytmisk Musikkonservatorium i København, og som har til sigte at uddanne folk i kendskab til musikbranchen og erhvervslivet omkring den. Hans ”mesterlære”, som han omtaler den, blev sammensat af enkeltfag på Music Management samtidig med, at han var ansat på Gimle og på Roskilde Festival. Anders medgiver, at det hele ser meget målrettet ud, når man kigger tilbage.

Heldigvis kun musikken jeg har ansvar for
Efter endt uddannelse tog Anders job i Live Nation, hvor han blev ansat til at bygge en afdeling for dansk musik op. Live Nation er en promoter-virksomhed, hvilket betyder, at de ikke fungerer som agentur for bands, men køber sig ind på navne hos store agenturer, sætter koncerter op og sælger billetter. Efter tre et halvt år fik han bygget en solid roster op. I 2010 var han med til at starte metal-festivalen Copenhell op. ”Det var rigtig fedt at være med til at sætte Copenhell op, navnlig når jeg kommer fra en festivalbaggrund, var det fedt at sidde i arrangørsædet igen. Og det ledte til, at jeg i 2010 blev spurgt, om jeg ville komme tilbage til RF som afdelingsleder for musikafdelingen. Og dér faldt brikkerne godt på plads for mig, for der havde jeg havde gjort mig erfaringer fra den anden side af skrivebordet, en anden del af branchen, som giver en god forståelse af, hvordan tingene hænger sammen.”

Anders har i dag nået toppen af kransekagen, når det kommer til musikken på festivalen. ”I dag er jeg programchef, så jeg laver en del af de konkrete bookinger, og mange af de internationale, men det betyder også, at jeg har det overordnede ansvar for, at vi har den profil og sammensætning, vi skal have. Men det gør jeg jo sammen med den musikgruppe, vi har, hvor vi sidder syv mennesker med hver vores område. Vi er fire ansatte bookere og tre frivillige. Og der skal vi jo tilsammen få det her puslespil med 160 bands til at gå op fordelt på alle disse mange genrer, størrelser og tiltrækningskraft.”

Stillingen som programchef for Roskilde er tidligere i medierne blevet omtalt som en af de mest magtfulde kulturposter i Danmark. Og som programchef er man også den person, der fysisk skal præsentere programmet for presse og publikum, man møder altså helt konkret folks undren, spørgsmål og til tider frustrationer og vrede, når det hele ikke flasker sig efter deres ønsker. Her fortæller Anders, hvordan han har forberedt sig til det: ”Jeg har forberedt mig både direkte og indirekte på denne rolle, da jeg har siddet meget tæt på beslutningerne i en del år, og har været med til at skulle træffe flere af dem, så det er ikke svært for mig at skulle forsvare den måde vi gør det på og forklare den musikprofil, vi har. Og så er det heldigvis kun musikken jeg har ansvar for, og det er der, jeg bilder mig ind, at jeg ved noget. Så jeg føler mig godt klædt på til at varetage denne rolle.”

Privilegium at have de her hundrede tusind mennesker på en mark
Festivalen har i de seneste år markedsført sig på den særlige ”roskilde-ånd” under fællesnævneren ”Orange Feeling”. Denne udefinerbare sammensætning af musik, fest og fællesskab. Og med de sociale medier helt fremme i billedet er interaktionen med publikum større end nogensinde. Men Roskildes tætte bånd til deres publikum synes på én gang at være både festivalens største styrke og svaghed. Styrke fordi mange publikummer virkelig knuselsker festivalen, og vender tilbage år efter år. Og svaghed fordi folk ofte kan føle sig nærmest forrådt, når deres største musikalske ønsker ikke bliver opfyldt, eller det samlede musikprogram ikke lever op til forventningerne. Jeg spørger Anders, hvordan festivalen håndterer alle de forskellige publikumsønsker, og er det konkret noget, de anvender i det daglige arbejde. ”Det bliver ikke til en indkøbsseddel, for der er meget på, men det bliver til noget, som man kan læne sig op ad. Og jo, det tager lang tid, og det er ikke alt, man får læst igennem, og derfor har vi også folk til at lave en grovsortering og lave nogle udtræk, opsummeringer af, hvad det er folk vil, for man kan ikke sidde og kigge hver enkelt publikummers ønsker igennem, det kan man ikke.”

Roskilde er den eneste af de store festivaler herhjemme, der tør udfordre sit publikum musikalsk, og en del af Roskildes målsætning er at præsentere en række nye og, for de brede masser, forholdsvis ukendte navne. ”Det er fordi vi kan, det er et privilegium for os, at vi kan gå ud og booke noget, som vi synes er spændende. Selvfølgelig skal vi vide, at det er kvalitet, det er jo det løfte, vi giver vores publikum. Det er et privilegium at have de her hundrede tusind mennesker på en mark, som går ind og hører de her ting med et åbent sind og med nogle forventninger og bliver begejstrede og får en god oplevelse. For det er det, man kan, når de spiller hos os. De selvsamme bands spiller måske på klubberne for 50 mennesker, men det er jo ikke fordi de er et dårligere band dér, eller fordi arrangørerne har gjort et dårligere stykke arbejde, men vi har bare folk indenfor døren allerede. Og så længe vi har det publikum, vi har, som er meget nysgerrige, kan vi gøre de der ting. For det går jo begge veje, for vi skal jo blive ved at præsentere de der gode ting, for vi kan ikke ret mange år i træk skuffe på den der front.”

Ofte er det dog også alle disse mere ukendte navne, som festivalen modtager kritik for. I det samlede program mener mange, at disse navne fylder for meget. Publikum og medier vil have store navne, men for musikentusiasterne, som dog ikke tæller majoriteten af publikum, er Roskilde ofte et overflødighedshorn. Jeg spørger Anders om han synes, at festivalen gør nok for at få alle disse mindre navne formidlet til publikum. ”Nej, vi kan godt blive bedre til det, og vi arbejder også i vores formidling og i vores kommunikation på, at vi skal prøve at tage fat i nogle af de der historier, fordi det kan være svært at navigere i vores program. Og vi prøver også hele tiden at forbedre mulighederne for folk for at gå på opdagelse i vores program og blive inspirerede. Vi gør også et stort nummer ud af her efter den store line-up offentliggørelse, når folk brokker sig over, at der ikke er nok metal, hip-hop eller elektronisk, der lægger vi en ret stor indsats i at gå ind i den kommunikation og påpege nogle af de ting, de måske ikke ser. Hvis folk siger ”Ååårh, jeg gider kun at se Rob Zombie”, jamen så er der måske en fire-fem andre navne, man også godt gider at se, men det ved de måske ikke. Og der har vores markedsføringsteam og dem der sidder og passer vores Facebook en meget tæt dialog og prøver at følge op på disse ting. Men vi kan sagtens blive bedre til det.”

Vi kan ikke bestemme, hvad folk synes er en god fest
I de senere år har der været meget mediefokus på Orange Scene. Og navnlig udvalget af navne til lige præcis denne scene har optaget meget spalteplads. Deler folkene bag festivalen det udbredte synspunkt, at der er for få store koncerter på netop den scene? ”Det er rigtigt svært at styre, for som du siger er meget af det medieskabt, og uden for vores kontrol. Vi kan ikke bestemme, hvad folk synes er en god fest. Og vi kan ikke styre, at nogle anmeldere det ene øjeblik siger, at vi lefler for poppen, og det næste øjeblik siger, at vi skal skabe nogle større fester, for det er det, der skaber fællesskabet. Det er svært. Og det er også svært at tage seriøst, for der skal være plads til noget af det hele. Også på dén scene. Men vi synes jo, at der skal være nogle af de store fester, det behøver jo ikke at være en fest, hvor man står og danser, men det kan også være en rockfest, men vigtigt for os er det, at mange af vores publikummer er sammen om den samme fest på det samme sted, på samme tidspunkt. Det giver en samhørighed, at man er med til den samme fest, og det smitter af på resten af festivaloplevelsen. Men dermed ikke sagt, at alt, hvad vi præsenterer på orange, skal fylde pladsen dér, fordi dels ville det støvsuge de mindre scener, og dels rækker vores budget ikke til det, for vi skulle bruge mange flere penge, hvis det hele skulle være Springsteen-størrelse.”

Er det blevet sværere at få de store navne til Roskilde? ”Ja, det er nok sværere nu, end det var før. Der er mange europæiske festivaler i vores periode, som slås om de forskellige bands. Også i USA. Så det gælder om at byde ind tidligt, så man kan blive en del af deres langstrakte planlægning, så man ikke rammer, at de er i USA indtil midten af juli f.eks. Nogen gange er det tilfældigheder, der afgør det, men heldigvis er Norden stadig et lukrativt marked for bands, da der er mange penge, og vi er en attraktiv festival, fordi vi trækker publikum og medier til.”

Der har i medierne været tale om, at festivalens musikbudget ikke er vokset gennem flere år, og netop budgettet er noget, der ofte diskuteres, når priserne for store navne som Rolling Stones og Springsteen debatteres. ”Musikbudgettet er i år på 45-50 mio, og vi bruger de penge, der skal til, for at skabe et godt program. Uden at det er en bundløs kasse, så kan vi, hvis det rigtige band byder sig til gå ud over budgettet. Det skal jo selvfølgelig være en nøje overvejelse, om det er de ekstra penge værd, og hvordan det passer ind i vores profil, og så skal vi jo selvfølgelig også tjene nogle penge, som vi kan donere af til sidst. Så nej, det er ikke helt så låst.”

Men når nu Roskilde er en musikfestival, kunne det så ikke gavne, om man brugte flere penge på musikprogrammet og færre penge til de mange andre tilbud? ”I en vis udstrækning kan flere penge til musikken gøre det bedre, men der er jo også et max på, for så mange kæmpestore navne kan vi jo heller ikke præsentere, og det skal vi heller ikke, og det ville også overskygge alle de andre ting vi gerne vil, nemlig præsentere de nye ting. Hvis vi propper Orange og Arena med tidens hotteste navne hele tiden, så vil det være der, folk er, og vi skal jo gerne drive dem rundt på pladsen til nye oplevelser.”

Så må vi ud i 11. time og finde på noget nyt og trylle lidt
Nogle år har festivalen svaret igen på kritik af programmet med at tilføje, hvad der udefra lignede helt umulige navne, bl.a. Prince og Metallica, navne som festivalen tit ville fortælle var umulige at få på programmet, da de typisk slet ikke er på turné. Men hvornår er det, at festivalen vælger at ”trylle” med den slags bookninger, og er man ikke bange for at skabe en forventning hos publikum for, at den slags bare kan ske on-demand?

”Vi skal have det rette miks af nogle store navne, som sælger billetter til dem, som ikke er de trofaste gæster i forvejen. Og det er jo en løbende vurdering, om vi er der, eller ikke er der, mangler et eller to navne endnu. Nogle gange har vi været tidligt færdige, og andre år sidder folk sent på foråret og råber på hovednavne stadigvæk. Og så kan det nogle gange være forhandlinger, der trækker ud, og som så glipper, og så må vi ud i 11. time og finde på noget nyt og trylle lidt. Og som regel er det jo en sandhed, at et givent navn ikke kan komme, fordi de enten ikke turnerer, er i studiet eller skal have børn, eller hvad der nu dukker op. Men en gang imellem kan man, hvis man er heldig, og har den rigtige idé godt lokke bandet ud af busken. Men selvfølgelig kan det også skabe en forventning hos publikum, som så venter på at vi skal trylle hvert år, og så bliver rasende, når det ikke sker igen i år. Men selv tryllerier kan jo være noget, vi har arbejdet på meget længe.”

Om de helt specifikke navne som Rage Against The Machine og Daft Punk, som begge i en årrække har været udtalte publikumsønsker, siger Anders: ”Det er desværre bare sådan, at det ligger i kortene, at det nok ikke kommer til at ske.” Men da jeg til slut ikke kan dy mig fra at spørge til, hvad programchefen selv allerhelst gerne ville booke lyder svaret: ”Jeg vil gerne istemme vores publikumskor og sige Rage Against The Machine. Dem vil jeg rigtig rigtig gerne booke, da jeg missede dem på min første Roskilde, og det er nu ærgerligt at have misset så stor en ting fra ens egne teenageår. Men også fordi der er nogle af de der ting, som er massive publikumsønsker, som man gerne vil efterleve. Da Audioslave spillede her og gav et enkelt Rage-nummer, og responsen var massiv, kunne man simpelthen også mærke det rent fysisk, hvor meget folk vil se det her band.”

Der var ikke Rage Against The Machine på plakaten, da Roskilde tidligere i dag offentligjorde line-up’en for årets festival. Så Anders må tage et år mere på posten. Mindst.

Photo credit Lars Just/POLFOTO. Fra Roskilde Festival Media Library

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>